Rigtig mange dagplejere og vuggestuer vil gerne give stofbleerne en chance - hvis du bare giver DEM en chance for at finde ud af, hvad det drejer sig om.
Det, der tit er problemet, er at man fortæller dagplejeren at "lille Johan bruger altså stofbleer og bastabum"! Hvorefter dagplejeren ser firkantede hvide stykker stof, sikkerhedsnåle og gummibukser for sig - så forventningsafstemning vil som regel hjælpe gevaldigt 😉
Tag dine stofbleer med til et møde hos dagplejen eller vuggestuen - og vælg de nemme af slagsen, så de ikke får bekræftet deres værste anelser.
Det vigtige for de allerfleste der skal passe dit barn er, at det er nemt at gå til. De har jo ikke nødvendigvis noget forhåndskendskab og ved jo derfor ikke, hvad du ved om hvad der virker og ikke virker. Det skal være N-E-M-T og det må ikke tage mere tid end at håndtere en engangsble.
Som dagpleje-stofbleer er det godt at vælge:
- lommebleer eller AIO - eller hybrid hvis du har dem der kan pakkes hjemmefra.
- aflever dem pakket og klar til brug - med blepapiret lagt i
- vælg gerne stofbleer med velcro, de er ikke så hårde mod hænderne for den der skal skifte 20 bleer på en dag
- tilbyd at stofbleer bare skal lægges i en pose - med "indhold" - så den ikke kræver andet arbejde end engangsbleerne